Lille eller stort bryllup

Lille eller stort bryllup. Hvad er rigtigt for jer?

Okay, først skal vi måske forsøge at definere, hvad et lille eller stort bryllup overhovedet er. Og hvordan gør man så det? Er det bare antallet af gæster? Varigheden? Budgettet? Da jeg søgte inspiration til denne artikel, landede jeg på en diskussionstråd om emnet, fra et stort amerikansk wedding site:

“My fiance and I chose to have a small wedding! Our perfect number is 150 … we have around 190 invited now – that’s the max.

I’ve only been to two weddings in my whole life … so really I have no opinion but it does seem like you can do more “special things” if you are having a smaller wedding.

My wedding would be entirely different if I invited 650 people. =)”

WTF? Et lille bryllup med 190 inviterede? Udover, at jeg umiddelbart tænkte, at denne kvinde må tilhøre en stor og gammel sigøjnerslægt med riiiiigtig mange familiemedlemmer, så kom jeg til at tænke på, om man egentlig alene kan definere et lille eller stort bryllup ved antallet af gæster. Her er en liste om de kategorier, som jeg synes definerer et lille eller stort bryllup på forskellige vis:

Lille eller stort bryllup – hvad definerer det?

  1. Antallet af gæster – synes jeg absolut stadig er det afgørende for størrelsen af et bryllup
  2. Budgettet – man kunne vel godt være fristet til at sige, at en bryllupsfest for 50 gæster, men med et spenderingsbudget på 350.000,- også går i kategorien for et stort bryllup
  3. Varigheden – holder I både ankomstmiddag, reception, bryllupsfest og brunch dagen derpå?
  4. Planlægningsniveauet – hvor tidskrævende bliver planlægningen? Det er her, hvor jeg jo syntes, at min mand og jeg bare holdte et lille intimt bryllup for 45 gæster, mens min mand skæver til de 6 flyttekasser – i korrekt lyserødt/mintgrønt farvetema, fyldt til renden med crazy-krævende DIY-projekter til oppyntningen – og mener at vi holdt et KÆMPE bryllup for 45 pers.
  5. Lokation – holder I brylluppet lokalt, hvor de fleste gæster kommer fra, holder I brylluppet på et afsides gods med længere transporttid eller flyver I alene eller med hele bryllupsselskabet til Honolulu? Hvis ikke i budgettet, så er der i hvert fald en del forskel på kompleksitet og logistik

Du kan egentlig se på ovennævnte punkter, som variable du kan justere op og ned på, for at ramme den størrelse bryllup, der er perfekt for jeres bryllupsdrømme. Ønsker I at omgive jer med så mange som muligt af jeres relationer, kan I f.eks. skippe en 4 retters festmenu og servere en lækker buffet. Eller vil I nøjes med nærmeste familie og venner og til gengæld satse på et kroophold, hvor gæsterne overnatter, og I forlænger brylluppet med en brunch dagen derpå.

I kan også vælge både mange gæster, en stor middag, detaljeret og personlig oppyntning og en helt speciel lokation, men så skal I måske købe jer til en del af pynt og planlægning fremfor, at det bliver alt for stort et DIY projekt. Og så kan det også være en fordel at planlægge brylluppet lidt længere ud i fremtiden, så der er tid til at spare op og få reserveret den helt rette lokation.

Synes I bare det bliver for mange penge og for meget planlægning? Så stik af til Mexico, bare I to og bliv gift på stranden!

lille eller stort bryllup

Der er ingen endelig formel, men fra min erfaring kan jeg sige, at jeg til enhver tid vil foretrække et lille intimt bryllup, hvor man har en følelse af, at de personer der deltager, også vil være med på resten af ens livsrejse. Mennesker, hvor jeg ville forestille mig også at være inviteret til deres livsbegivenheder. Det udelukkede for vores vedkommende også et destinationsbryllup, da vi ikke ville skære vennerne fra. Jeg ville gerne have et rigtig personligt bryllup, og vi valgte derfor at afholde brylluppet privat, hvilken øgede planlægningen markant. Til gengæld gav det os mulighed for at indkøbe lækre håndplukkede vine og sammensætte en nøje udvalgt cateringmenu og dermed give vores gæster en mere luksuriøs mad- og vinoplevelse. Der blev også plads til bryllupsbrunch dagen derpå, og mange gæster overnattede lokalt, da vi holdt brylluppet i Nordsjælland. På den måde forlængede vi brylluppet og den skønne følelse af, at vores livsbegivenhed var omkranset af mennesker, der holder af os.

Hvad drømmer I om og hvordan har I stillet på variablerne for at få jeres drømmebryllup. Kommenter endelig nedenfor og del jeres tanker og planer.

Følg med i Bryllupsfeens Blog

Tilmeld dig via e-mail øverst til højre – så modtager du nye indlæg på e-mail.
Eller følg mig på bloglovin’, hvor du kan oprette en profil med din e-mail og følge Bryllupsfeens Blog, men også finde andre inspirerende blogs om bryllup, mad, indretning eller alt muligt andet

Kender du nogen, der skal giftes? Eller hjælpe til med et bryllup?

Del bloggen med dem på knapperne længere nede på siden

FacebookPinterestTwitterGoogle+StumbleUponWordPressEmailPrintDel

Skriv et svar